|
|
Prisen som Årets Bellingeborger 2009 gik til Erik Frets, som har været en aktiv del af Bellinge siden 1959. Begrundelserne for indstillingen af Erik til denne fornemme pris er mange og derfor var der ingen tvivl fra komiteens side, hvem der skulle have prisen i år.
|
 |
Erik Frets kom til Bellinge i 1959 og har altid interesseret sig utroligt meget for byen og herunder vil vi bringe nogle uddrag fra begrundelserne der er tilsendt komiteen for udnævnelse af Årets Bellingeborger.
”Erik har gennem alle årene deltaget aktivt i foreningslivet og taget initiativer til mange positive ting i sognet, som står tilbage til glæde for beboerne.
Blandt nogle af haninitiativer kan nævnes opsætning af mindesten for fundet af Bellingenøglen, markering af Bellinge Bystævne, samt foranlediget den gamle rytterskoles sandstenstavle opsat i Bellinge Sognehus.
Han har fra starten af været aktiv i Lokalhistorisk Forening og er kendt for sine tegninger i årsskriftet ”Glimt”.
Mindepladsen for de allierede flyvere på Vibækvej og for Rasmus Rask i Brændekilde har han i flere år vedligeholdt frivilligt og på eget initiativ.
Af andre talenter kan nævnes, at han har tegnet låger til Bellinge Kirke, samt kandelabre og kors til Brændekilde Kirke. Han har udgivet bogen ”Bellinge og Omegn” med flotte tegninger og sigende vers og leveret monolog til et festskrift i anledning af Bellinge Transformerforenings 75 års jubilæum.”
Som det kan ses af ovenstående uddrag af begrundelserne er Erik Frets værdig modtager af Årets Bellingeborger. Et stort tillykke med prisen.
|